Personligt blogindlæg

Når et arbejde ikke bare er et arbejde, men en livsstil og en stor passion

Jeg havde netop færdiggjort mit kommende blogindlæg om Trustpilot, og lige inden jeg udgav det, havde en elektriker rodet med strøm i kælderen, som resulterede i, at min computer gik “død”, og alle data gik tabt. Jeg må indrømme, at jeg endte i det røde felt, dog uden helt at eksplodere, men meget ærgerligt, var det. Jeg tænkte natten over, at jeg nu skulle til at genskabe 2 timers intenst arbejde, men kunne også godt mærke, at det jo ikke er op til mig at rose mig selv og min mand. De flotte Trustpilot anmeldelser taler for sig selv.

Jeg er dybt taknemmelig, for alle jer, der giver jer tid til at skrive rosende indlæg. Det betyder alverdens for mig og min/vores lampevirksomhed, men giver også dig og fremtidige kunder en god fornemmelse.

Mine kunders samlede anmeldelser forlyder således: FREMRAGENDE. Derfor er konklusionen på, at mit blogindlæg måtte “afgå med livet”, at jeg nok skulle have skrevet det lidt anderledes, end jeg gør nu, OG altid løbende gemme min tekst…

“Things happen for a reason”.

Det jeg egentligt, i bund og grund, vil skrive om, er mit lange liv med lamperne. Jeg elsker mit arbejde, og det er blevet både en levevej og en stor passion, for os begge to. Min mand vil nok påstå, at jeg nærmest står på hovedet for at hjælpe mine kunder.

Når jeg guider dig, ser din ejendom (enten på billeder eller rigtigt på stedet), når jeg finder ud af din stil, og hvad du præcis tænker vil passe til netop din ejendom, så opnår vi i fællesskab stor tilfredshed med vores fælles indlevelse og det endelige resultat. Det kan tage flere timer at komme igennem valg af f.eks. væglamper.

Skal beslaget være:

  • Enkelt
  • Krummeluret
  • Eller en mellemting

Skal lampehovedet være:

  • Rundt med kobber
  • Sekskantet
  • Firkantet
  • Kuppelformet

Størrelsen på både lampehovedet og beslaget kan du roligt overlade til mig, for den del har jeg stor indsigt i.

Jeg tager dog altid hensyn til, hvad du har fortalt mig, og om du vil give ejendommen et mærkant udtryk, hvor lamperne kommer til sin ret og er udtryksfulde, eller om lamperne bare skal give ejendommen et lille løft af noget nostalgisk og hyggeligt, uden at være prangende.

Men jeg vil dog, til en hver tid, give dig min 100 % ærlige mening, og komme med mine input, og fortælle, hvad jeg synes vil være det optimale.

Mange ser deres huse med de tiltag, der nu engang er givet ejendommen fra tidernes morgen. Men jeg ser ejendommen med friske øjne, og der kan nogle gange godt være mulighed for ændringer.

Den lampe, der altid har siddet på huset, er ikke nødvendigvis den rigtige, hverken i størrelse, model, placering eller til de nye ejers ønsker.

Jeg ser mange nye huse, som bliver bygget i gammel stil.

Der er nogle gange smalle vinduer på hver side af en stor hoveddør, med stor frontspids. De smalle vinduer og den trænge plads mellem hoveddør og vinduer gør, at lamperne ikke kan få den størrelse, som huset egentligt fortjener. Der skal selvfølgelig rigtig meget planlægning til, når man sætter en arkitekt på opgaven, og lamper er måske det sidste man tænker på i det store hele.

Min passion for lamperne er så stor, at jeg igennem mine mange år, har fået bedste venner blandt mine kunder. Det er nok usædvanligt, men når mit arbejde, ikke kun er mit arbejde, men jeg lever for det nat og dag, og er til rådighed 24/7, ja så kan venskaber opstå.

Jeg er oprigtigt virkelig glad for kunder, som kommer igen og igen, og jeg mærker gensynsglæden. Hvor langt er vi hver i sær nået siden sidst. Vi kommer tit langt omkring;

Langt omkring profession, uddannelse, børn, børnebørn, dyr, menneskelige syn, og hvad der lige rør’ sig her og nu. Derfor vil jeg betragte mig selv, som meget personlig i forhold til mine kunder, og jeg har stor interesse i mine kunder, og tit heldigvis omvendt.

Jeg er en hjertelig person, og efter flere timers indsigt og dyb samtale, ender det tit med et knus, og et glædeligt gensyn. Jeg synes andres liv er yderst spændende, og jeg har, igennem tiderne, oplevet mange interessante kunder, med et spændende liv, som ikke altid behøver at være “guld og grønne skove”, men jeg har fået meget viden i at lytte, og meget forståelse af at tale.

Jeg håber dette indlæg giver dig et indtryk af, hvem jeg er, hvem vi er. Min mand er min bedste højre hånd. Den hånd, der altid hjælper til med alt det praktiske, alle de mindre eller mere tunge løft, kører pakker til posthus, pakker bil, når vi sammen kører ud med leverancer, og som altid er den, der står og holder væglamper og standerlamper, når vi sammen fremviser lamper hos vores kunder.

Jens er altid med, når vi kører land og rige rundt med lamper. Vi elsker vores ture sammen, og ser det aldrig, som en sur pligt, tværtimod. Det er rigtigt hyggeligt, og et projekt og en passion vi har sammen, og som vi sammen er virkelig gode til. Vi kender hver vores opgave. Jens kører bilen, pakker ud, pakker sammen, og viser lamperne frem, og jeg drøfter og vurderer lampernes placering med vores kunder. Det er guld værd, at vi præcis ved, hvem, der gør hvad.

Min webshop er meget mere, end en upersonlig webshop, hvor man bare lige ligger i indkøbskurven. Webshoppen er mit vindue udadtil/mit butiksvindue. Webshoppen med alle detaljerne ved hvert enkelt produkt, alle stemningsbillederne, inspirationssiderne, praktiske informationer, og mine løbende blogindlæg, og dét, at du til en hver tid kan få rådgivning, er den del af min virksomhed og store passion, som jeg, i sidste ende, håber, bliver til din fordel.

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *