Mange bække små gør en stor å

Nedenstående begyndte jeg at skrive allerede d. 19. august, da jeg i skrivende stund ikke var klar over, hvilken indflydelse vores elforbrug kommer til at betyde for os alle sammen. Læs’ også nederst på siden.

19.8.22
Kender du også dem, der siger: ‘Uhh, nu er den mørke tid på vej…’!!!

Det gør jeg. Jeg forstår dem rent faktisk ikke. Jeg synes vi har brug for hver eneste årstid, som Danmark byder på. Hvis vi ikke havde den kolde vinter med vanter, huer, uldtæpper, stearinlys, optænding i pejsen, sne og kulde – så ville vi ikke have foråret at glæde os til. Forventningens glæde vil jeg kalde de mørke måneder. Men også månederne, hvor vi hygger os mere indendørs. Så kommer foråret, hvor alt spirer frem, nyt liv og optimisme, og vi begynder så småt at smide det varme vintertøj. Sommeren kommer, hvor vi både nyder varmen og døjer med varmen. Vejret er vel vores største samtaleemne? Vi griller og nyder de lange sommeraftner. Vi ferierer og slapper af. Før vi ved af det, så er sommeren forbi, efterfulgt af sensommeren i august og september, som kan være ret fantastisk. Det ved jeg, for d. 13. september på min fødselsdag, er det meget ofte super dejligt vejr. Selvfølgelig 🙂 Jeg elsker denne årstid. Så begynder efteråret med alle de smukke gyldne, gule, røde og brune nuancer. Jeg synes personligt, at det er så smukt, og en årstid vi også sagtens kan sætte pris på.
Men inden da, har mine 33 år med klassiske lamper, givet mig den erfaring, og jeg ved, at du nok har tænkt over nye lamper rigtig længe. Tit får jeg at vide, at min webshop er blevet gennemlæst og gennemset mange gange, helt fra vinter, forår til sommer. Og nu begynder den mørke tid, så nu skal det altså være. Nu kan du slet ikke vente på endelig at få bestilt præcis de lamper, som passer til netop din bolig.

Derfor vil jeg bare minde dig om, at det faktisk er ved at være tid. Begynd så småt at gennemlæse de vigtigste blogindlæg om, hvad jeg skal bruge af informationer fra dig, for at hjælpe dig bedst muligt. I det rigtige valg af lamper.

8.9.22
Jeg følte jeg måtte gøre noget for vores fælles elforbrug i Danmark, for der er mange, der allerede er og vil blive rigtig trængte til vinter, både med priserne og med varmen. Da jeg i går hørte, at energiministeren opfordrede os alle sammen til at skrue ned for elforbruget, og til at ændre vores vaner, så rejste jeg mig, og gik med raske skridt ud til vores udendørs elmåler. Den, som styrer vores udendørslamper. De tænder ved mørkets frembrud kl. 6 og slukker kl. 24. Lamperne er selvfølgelig ikke tændt i dagtimerne, når der er dagslys. Sådan har de gjort i snart 20 år.

Beslutningen var ikke umiddelbar svær. MEN jeg sælger jo lamper, som skal give hygge i de mørke vinterdage.
Pyha, tænkte jeg:
“Skyder jeg mig nu selv i foden med denne ‘nemme’ beslutning”?
“Hvad med til jul – skal vi så ikke have julelyset op”?
“Skal vi virkelig gå så mørk en tid i møde”?

Men lynhurtigt fik jeg hjælp med et godt forslag fra en af mine søde instagram-følgere, som foreslog, at vi bare fik lavet bevægelsessensorer ved lamperne, så mine kunder og mine gæster bliver budt hjertelig velkommen med det tændende lys, hvis de skulle komme, når det er mørk. Fantastisk idé. Det er jo selvfølgelig ikke fordi jeg ikke kender til konceptet, men det havde alligevel aldrig faldet mig ind, at denne løsning skulle indføres her på gården – og måske ende med at blive den helt nye og den mest betænkningsfulde løsning. Beslutningen er taget, og elektrikeren er bestilt.

Jeg har foreløbig (siden i går) også ændret forskellige vaner:
*Slukker for pc’en og gør mit arbejde færdigt og bruger min mobil mere og tjekker mails og ordrer derigennem.
*Det er no go med tørretumbler.
*Har tømt en minifryser, hvor der lå 5 poser pølser i. Hvor dumt er det lige at have dem liggende i en halvtom tændt fryser?

Måske du også vil vælge at få elektrikeren til at give dine udendørslamper bevægelsessensor, så vi ikke bruger unødigt el? For vi skal jo stadig have det hyggeligt, og kunne byde gæsterne velkommen med smukke lamper – og også give os selv den lille luksus, at der trods alt tændes et lys for os, når vi kommer hjem 🙂
Smukke klassiske lamper sætter stadig prikken over i’et på din bolig i dagtimerne. Og så må lamperne lyse lidt mindre, i den næste mørke og svære tid, som vi alle skal igennem – sammen 🙂

Jeg håber også du er med til at gøre en forskel – og ændre vores små dårlige vaner – og prøve at nøjes med ting, som faktisk lige nu føles, som luksusvaner, men som kan være med til at gøre en forskel.
14.9.22
Jeg har tænkt lige siden jeg skrev dette blogindlæg, at vi nok også kommer til at droppe julelys på Grønhøjgard i år. Den beslutning var dog ikke svær, netop nu i dag, da jeg så, at også D’angleterre går foran og dropper deres store lysshow i år.
Læs her på D’angleterres Instagramprofil.

Mange bække små gør en stor å.

Kærlig hilsen
Vibeke

Se også min historie på Instagram om vores fælles ansvar for elforbruget i Danmark.

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.