Holdbarhed

Efter mange års erfaring, har vi gjort os flere iagttagelser mht. lampernes holdbarhed og vedligeholdelse:

For det første har al maling en vis holdbarhed, og det er lige meget om det er på træ, aluminium eller på andre overflader. På et eller andet tidspunkt må malingen repareres eller males om. Det har vist sig, at ligger ejendommen tæt på saltvand, ved f.eks. Vesterhavet, hvor det er værst, eller kommer der lugt og dampe fra ammoniak fra grisefarme, så må man beregne en vis form for slitage allerede efter få år (salt i luften vil forøge hastigheden af oxideringsprocessen op mod 10 gange, så det kan være en ret barsk proces). Som eksempel boede vi i Midtjylland, langt væk fra vand og det varede langt over 10 år, før der kom antydning af ir på kobberlamperne, men da vi også boede på en svineejendom og der var ammoniak i luften inden for rækkevidde oplevede vi også, at lamperne skulle males på ny efter en årrække. Hos en kunde på et badehotel på Samsø, liggende umiddelbart ud til Kattegat varede det kun 2-3 måneder før kobberlamperne var irgrønne. På samme måde kan saltvand og ammoniak være en barsk cocktail for mange andre ting, også selv på den bedste pulverlakering.